Analysis of Hvile paa Heden

Sørgende, stor ligger foran os
Den sortbrune Hede;
En enkelt Enebærbusk hæver sig lysegrøn
Frem mellem Lyngen.
Rundtom er Bakker og Høie,
Der som en Bjergryg sig strækker langs gjennem Landet.
Men ved hver Skrænt,
Ja ved Hjulsporet selv,
Fremtrænger den rødgule Ahl.
Det er, som glede vi over en Klode, der uddød
Laae under os; en sørgende Grav;
Men Fuldmaanen skinner saa smukt paa den dunkelblaae Himmel,
Hvor de underligt formede Skyer
Glide henad, som svømmende Bjerge.
Alt er saa stille!
Man hører kun Vognhjulets Skuren
Dybt i den sandede Vei,
Men stille sidde de Reisende, indsvøbt i Kapper,
Thi skarp blæser Vinden fra Vest
Over den øde, sortbrune Hede.

Her ligger et Huus,
Eensomt, midt i den ubeboede Egn,
Faldefærdigt og lavt;
Ret som et Vrag i det blik-stille Hav,
Staaer det foran os.

I løse, natlige Dragt
Viser Huusmoderen sig;
Hæslig er hun, gammel og bruun;
Skjødesløst hænger det lasede Skjørt
Om de skarpe, knoklede Lænder.
Snart gjør hun Ild med den tørrede Lyng;
See hun puster, og Røgen
Hvirvler kulsort i Veiret,
Og Flammen kaster sit rødlige Skjær
Paa det magre, rynkede Ansigt.

Udenfor Huset leire vi os,
Lave vor Punsch og sidde, som Guder
Stolt, paa den sortbrune, slumrende Jord,
Der seiler med Maanen i Luften.
Den Gamle griner saa smaat og nipper
Til Punschen hun fik, og fortæller
Om Spaniolerne, som
Her i Krigens Tid havde været;
Hvordanne de fremmede Gjæster, som ingen forstode,
Sloge Leir her paa Heden;
Hvordan de ofte græde som Børn
Og nævnede Hjemmet;
Snart dansed' og sprang i de maanklare Aftner,
Og sang deres fremmede, hjemlige Sange,
Langt fra Hjemmet, allene,
Paa den øde, sortbrune Hede. -

Vort Maaltid endt,
Vi sidde paa Vognen igjen
Og nikke Farvel til den Gamle,
Der spøgelseagtigt stirrer paa os og nikker igjen;

Men bag Døren
Titter en halvvoxen Pige nysgjerrig frem;
Forundret seer hun paa os, gaber og strækker
De dovne, deilige Lemmer,
Saa Kjolen, hun løst har slængt om sig,
Gaaer bort fra den fyldige Skulder
Og viser os Marmor paa Heden.