Analysis of Børnene og den graa Morlille
Hans Christian Andersen 1805 (Odense) – 1875 (Copenhagen)
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
Scheme | ABBBCADADBABBBDBEDDDFBDBFEAEBGDGXABADDDDCDEDDBFB CHBHDAAAXDBDEDXD |
---|---|
Poetic Form | |
Metre | 1111110 1111 110111110 111111 1111111 1101111 1111111101 11101111 1111111 111111110 1111111 11111 11111111 1111111 0011111 11111 1111111 1111111 1011111 1111111 110111 111111 11111111 11111 10111 11111011 11111111110 111111 11111 111111 1111111 0110111 1111111 1111011 1111111111 11111 111111101110 111111 11101111 111111 111111111 1101111 1101111 11111 11111011 1111111 111111111 111111 111111 1110111 11111110 1111111 11101111 111111 11111011 1101111 1111111 011111 1111111 111111 101111111 11011111 11111111 1111 |
Closest metre | Iambic pentameter |
Characters | 2,325 |
Words | 410 |
Sentences | 19 |
Stanzas | 2 |
Stanza Lengths | 48, 16 |
Lines Amount | 64 |
Letters per line (avg) | 26 |
Words per line (avg) | 6 |
Letters per stanza (avg) | 837 |
Words per stanza (avg) | 204 |
Font size:
Submitted on May 13, 2011
Modified on March 05, 2023
- 2:02 min read
- 123 Views
Citation
Use the citation below to add this poem analysis to your bibliography:
Style:MLAChicagoAPA
"Børnene og den graa Morlille" Poetry.com. STANDS4 LLC, 2024. Web. 8 May 2024. <https://www.poetry.com/poem-analysis/16333/b%C3%B8rnene-og-den-graa-morlille>.
Discuss this Hans Christian Andersen poem analysis with the community:
Report Comment
We're doing our best to make sure our content is useful, accurate and safe.
If by any chance you spot an inappropriate comment while navigating through our website please use this form to let us know, and we'll take care of it shortly.
Attachment
You need to be logged in to favorite.
Log In