Børnene og den graa Morlille

I Hjertet sidder en lille Person,
    Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
    Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
    Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
    Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
    Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
    Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
    Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
    Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
    hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
    Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
    Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
    (hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
    De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
    Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
    Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
    Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
    saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
    Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
    Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
    Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
    Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
    Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
    Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
    Saa smukt om Himmelens Glæder.
 
 
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
    Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
    For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
    Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
    Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
    Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
    Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
    Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
    Til Himlens lysende Lande.